Af forsvarsadvokat (H) Lasse Hummelhof Frandsen

Det sker ganske ofte, at en klient ringer til mig og spørger, om jeg vil repræsentere pågældende i en straffesag om cannabis. Det kan være hash, skunk eller marihuana. Kært barn har, som bekendt, mange navne.

Klienten vil ofte sige noget i stil med: ”Jeg er skyldig. Bare sørg for, at jeg får den mildest mulige straf.”

Mit svar er ganske tit: ”Er du sikker på, at du er skyldig?”

Ofte bliver jeg herefter mødt med dyb stilhed i telefonen. Det er en stilhed, der nærmest kan tolkes som: ”Lasse! Har du ikke hørt en kæft af, hvad jeg lige har fortalt dig om, at to betjente fiskede 20 gram hash og 4 joints op af lommen på mig? Om jeg er sikker på, at jeg er skyldig. Selvfølgelig er jeg sikker!”

Når jeg stiller spørgsmålet, er det, fordi det ikke altid er så ligetil at give et helt simpelt svar på, om folk er skyldige eller uskyldige. Det gælder i mange sager, men det gælder særligt i sager om besiddelse eller handel med cannabisprodukter. Det vil jeg prøve at redegøre lidt for i denne artikel.

Anklagemyndighedens bevismæssige byrde

Bevisbyrden og kravet til den bevismæssige styrke, der skal til for at dømme, er forskelligt i henholdsvis straffesager og civile sager.

I en straffesag, som er den type sag, denne artikel handler om, påhviler det anklagemyndigheden at bevise, at tiltalte har begået den strafbare handling, og beviskravet er, at skyld må være bevist ud over enhver rimelig tvivl. Vi jurister bruger udtrykket in dubio pro reo for kortfattet at udtrykke dette princip.

Retsplejeloven fastslår, at ved afgørelsen af, om noget er bevist eller ikke, tages alene hensyn til de beviser, som er ført under hovedforhandlingen. Rettens bedømmelse af bevisernes vægt er i Danmark ikke bundet af lovregler. Populært omtaler vi det som den frie bevisbedømmelse. Dette princip er lovfæstet i retsplejelovens § 880, hvori det hedder:

”Ved afgørelsen af, om noget er bevist eller ikke, tages alene hensyn til de beviser, som er ført under hovedforhandlingen. Rettens bedømmelse af bevisernes vægt er ikke bundet af lovregler.”

Men hvis vi nu drejer blikket tilbage mod en sag om besiddelse og handel med euforiserende stoffer, så må vi jo nødvendigvis stille os selv spørgsmålet:

Hvad er det egentlig, anklagemyndigheden skal bevise?

Her er det min erfaring, at ikke bare politi og anklagemyndighed, men også en del af mine ellers så særdeles dygtige kollegaer, ofte indskrænker diskussionerne til alene at omhandle spørgsmålet om, hvorvidt en person A rent faktisk har besiddet og/eller handlet med hash mv., men helt glemmer, at anklagemyndigheden også skal bevise, at det rent faktisk er ulovligt at besidde hash.

Politiets og anklagemyndighedens manglende inddragelse af, at cannabisprodukter ikke er biologisk statiske, men udvikler sig over tid, kan potentielt føre til forkerte domme. Udviklingen afhænger af opbevaringsmåde, temperatur, lys og ilt, hvilket desværre også er et forhold, som alt for få forsvarsadvokater traditionelt er opmærksomme på.

At en tiltalt, eller i hvert fald tiltaltes forsvarsadvokat, er opmærksom på denne problematik, kan have særdeles stor indvirkning på, om retten anser en person for skyldig eller uskyldig i overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og bekendtgørelsen om euforiserende stoffer.

Når det er vigtigt, så skyldes det formuleringen af § 1, stk. 3, nr. 7 i bekendtgørelsen om euforiserende stoffer.

Bestemmelsen har følgende ordlyd:

”§ 1 Stk. 3. Til euforiserende midler henregnes ikke:

7. Droger af den på liste B som nr. 83 opførte slægt og tilberedninger heraf, hvis drogen eller tilberedningen har et indhold af tetrahydrocannabinol på højst 0,2 pct.”

 Det vil sige alle droger af cannabis. Ved dette forstås alle overjordiske dele af planter tilhørende slægten Cannabis, hvorfra harpiksen ikke er fjernet. Undtaget er dog frugter af hampeplanten, herunder hampefrø, samt hampetaver i isoleret tilstand. Definitionen på begrebet ”droger” i bekendtgørelsens forstand skal findes i bekendtgørelsens liste B, nr. 83.

Med andre ord er det ikke tilstrækkeligt at bevise, at en tiltalt er skyldig i hashhandel eller besiddelse af hash mv., for at opnå en domfældelse. Det skal også bevises, at hashen er ulovlig, hvilket vil sige, at den har et THC-indhold, der overstiger 0,2 %.

Hvornår skal THC-værdien måles?

Det relevante tidspunkt for vurderingen af THC-indholdet må nødvendigvis være det tidspunkt, hvor politiet beslaglægger det materiale, som politiet og senere anklagemyndigheden påstår er ulovligt.

Man kan jo selvsagt ikke blive dømt for at besidde et produkt, der først er blevet ulovligt på et tidspunkt hvor det er kommet i politiets besiddelse. Dét synspunkt må forekomme forholdsvis åbenbart.

Hvis politiet straks i forbindelse med beslaglæggelsen af et produkt indleverer dette til undersøgelse hos Afdelingen for Retskemi ved Retsmedicinsk Institut, vil der kun sjældent kunne opstå nogen egentlig bevistvivl om THC-indholdet. Hvis den retskemiske undersøgelse viser et THC-indhold på 0,2 % eller derunder, må politiet nødvendigvis tilbagelevere det beslaglagte materiale og droppe sagen mod sigtede. Pågældende har jo ikke overtrådt nogen lov eller nogen bekendtgørelse udstedt med hjemmel i lov.

Imidlertid indleverer politiet tilnærmelsesvis aldrig cannabis til retskemisk undersøgelse med henblik på måling af THC-indhold i umiddelbar forlængelse af beslaglæggelsen. Det er mere reglen end undtagelsen, at beslaglagt hash, skunk, marihuana etc. bliver hengemt i et såkaldt kosterrum i politiets kælder, som ofte vil være uden temperatur- og lysstyring.

Der er en god grund til, at politiet ikke indsender cannabis til retskemisk undersøgelse straks efter beslaglæggelsen. Landets øverste anklagemyndighed, Rigsadvokaten, har direkte instrueret politiet i, at det er denne fremgangsmåde, der skal benyttes. Vedrørende skunkvæksthuse anfører Rigsadvokaten således i sin Rigsadvokatmeddelelse fra 1. april 2026:

”Der skal ikke indsendes prøver til de retskemiske afdelinger eller i øvrigt foretages analyse af planterne, medmindre koncentrationen af høstede planter på baggrund af sagens konkrete omstændigheder bliver et bevistema. Det skyldes, at høstede plantedele kan være omfattet af undtagelsesbestemmelsen i lov om euforiserende stoffer § 1, stk. 3, nr. 7, forudsat at THC-niveauet er lavere end 0,2 pct., hvorfor det – afhængig af sagens øvrige konkrete omstændigheder – kan være relevant at teste de høstede plantedeles THC-koncentration.”

 Med andre ord er det altså først, hvis den sigtede eller dennes forsvarer gør gældende over for politiet, at THC-indholdet er under grænseværdien, at der sker testning heraf.

Har det reelt nogen betydning, om THC-målingen foretages straks efter politiets beslaglæggelse eller først på et senere tidspunkt, må man jo så spørge sig selv om.

Svaret er ja. Det kan have ganske stor betydning, og den tid, der går mellem politiets beslaglæggelse og det tidspunkt, hvor det beslaglagte indleveres til retskemisk undersøgelse, kan svække anklagemyndighedens muligheder for at føre bevis for THC-indholdet betragteligt. At det forholder sig sådan, skyldes, at cannabis ikke er biologisk statisk.

Kan lovligt cannabis blive ulovligt mens det er i politiets besiddelse?

I artiklen Constituents of Cannabis sativa L. IV: Stability of Cannabinoids in Stored Plant Material fra 1973 af bl.a. Carlton E. Turner fra University of Mississippi redegøres for stabiliteten af centrale cannabinoider i tørret plantemateriale fra Cannabis sativa L. under forskellige opbevaringsforhold over en periode på 104 uger (1970–1972). Formålet var at klarlægge, hvordan opbevaringstemperatur, lys og atmosfære påvirker nedbrydningen af især trans-tetrahydrocannabinol (THC) og relaterede cannabinoider. Trods artiklens alder citeres der fortsat fra den. Blandt andet har jeg set retskemiske undersøgelser fra Afdelingen for Retskemi under Retsmedicinsk Institut ved Aarhus Universitet, der citerer artiklen. Det er der god grund til. Carlton E. Turner er en særdeles vidende person udi cannabis. Så vidende, at Turner i 1981 blev udpeget som præsident Ronald Reagans seniorrådgiver inden for den amerikanske føderale narkotikalovgivning.

Undersøgelsen fra begyndelsen af 1970’erne anvendte en mexicansk variant af cannabis dyrket i Mississippideltaet og leveret via National Institute of Mental Health. Plantematerialet blev tørret, renset og opbevaret i forseglede ravfarvede glas under fem temperaturbetingelser:

• -18 °C (fryser)
• 4 °C (køleskab)
• 22 ± 1 °C (stuetemperatur, begrænset lys)
• 37 °C
• 50 °C

Analyser blev foretaget hver 10. uge ved hjælp af gaskromatografi, primært på THC, THC-syre, cannabidiol (CBD), cannabinol (CBN) og andre beslægtede cannabinoider.

Studiet viste, at temperatur er den afgørende faktor for cannabinoidernes stabilitet.

For praktisk laboratoriebrug blev det fastslået, at kold, mørk opbevaring er tilstrækkelig til at sikre relativ stabilitet af cannabinoider.

Konklusionen i studiet var klar: Cannabinoidprofilen ændrer sig uundgåeligt over tid, selv under forhold, som i almindelig praksis må anses for “forsvarlige”.

Politiets opbevaringspraksis som et strukturelt bevisproblem

På trods af denne veldokumenterede viden ses det i dansk politipraksis, at beslaglagt cannabis ofte:

• opbevares i almindelige plastposer
• uden temperaturkontrol
• uden dokumentation for lys- eller iltpåvirkning
• ofte slet ikke analyseres, og hvis det gør først mange måneder og sågar år efter beslaglæggelsen

Der føres i almindelighed ingen beviskontrol med, om det analyserede THC‑indhold svarer til indholdet på beslaglæggelsestidspunktet. En sådan kontrol vil i realiteten kun kunne gennemføres ved, at cannabisproduktet blev opbevaret ved meget lave temperaturer og uden lys og anden påvirkning udefra. Sådanne opbevaringsformer råder politiet ikke over, eller i hvert fald anvendes de ikke til opbevaringen.

Hvis cannabissen herefter i månedsvis, og nogle gange årevis, bliver sendt til analyse hos Afdelingen for Retskemi, er der således tale om et produkt, der potentielt kan have udviklet en anseelig mængde THC i den periode, det har befundet sig i politiets kosterrum.

En retskemisk analyse kan derfor i realiteten være nytteløs i relation til at kunne indgå med nogen grad af vægt i en straffesag, idet analysen ofte intet vil sige om indholdet af THC på tidspunktet for beslaglæggelsen.

Dette svækker bevisværdien grundlæggende og bør i overensstemmelse med almindelige strafferetlige principper komme den tiltalte til gode.

Nyere retspraksis hvor der sker frifindelse

Ved Retten i Randers’ dom af 17. marts 2026 blev to tiltalte frifundet for en anklage om i forening at have været i besiddelse af lidt over 100 gram hash med henblik på videreoverdragelse samt for forudgående salg til en ubestemt personkreds. Jeg repræsenterede den ene tiltalte.

Ifølge anklagemyndigheden blev de tiltalte standset i en personbil, hvor de blev fundet i besiddelse af en plade hash, ligesom det blev gjort gældende, at de forinden havde solgt omtrentlig 150 gram hash. Man byggede dette på primært gennemsyn af telefoner.  Anklagemyndigheden nedlagde påstand om frihedsstraf samt konfiskation af narkotika, kontanter og mobiltelefoner.

Under sagens behandling lagde retten efter bevisførelsen til grund, at de tiltalte faktisk var i besiddelse af den pågældende mængde hash, og at der forudgående var sket videreoverdragelse af en mængde hash som ikke på anholdelsestidspunktet var i de tiltaltes besiddelse.

Den afgørende problemstilling i sagen angik imidlertid, om det var tilstrækkeligt bevist, at det beslaglagte stof havde et indhold af THC, der oversteg 0,2 pct., og dermed kunne anses som et euforiserende stof i lovens forstand. Retten konstaterede, at der ikke forelå nogen retskemisk erklæring om THC-indholdet, og at dette spørgsmål var bestridt.

På denne baggrund fandt retten, at der ikke var ført tilstrækkeligt bevis for, at betingelserne for straf var opfyldt. De tiltalte blev derfor begge frifundet. Anklagemyndigheden har anket dommen til Vestre Landsret. Også for landsretten repræsenterer jeg den ene frifundne.

I en sag, hvori jeg var forsvarer for tiltalte, afsagde Retten i Randers den 30. januar 2026 en frifindende dom. Det var ikke verdenshistoriens største sag. Tiltalte var blevet fundet i besiddelse af beskedne 6 gram hash og ca. 45 gram skunk. Imidlertid blev der samtidig fundet en større mængde ziplockposer, så trods den forholdsvis begrænsede mængde blev der altså rejst tiltale for salg. Over for politiet havde tiltalte erkendt besiddelsen, og at der var tale om besiddelse med henblik på salg.

Retten fandt det bevist, at tiltalte var i besiddelse af de anførte mængder hash og skunk, hvilket tiltalte for så vidt heller ikke havde benægtet. Tiltalte havde ikke selv nogen idé om THC-koncentrationen. Da anklagemyndigheden ikke havde fået foretaget en retskemisk analyse, blev tiltalte frifundet. Anklagemyndigheden har ikke anket sagen til landsretten, og dommen er således endelig.

Retten i Viborg afsagde den 16. december 2025 dom i en sag om dyrkning og fremstilling af cannabis, hvor to personer var tiltalt for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Jeg repræsenterede den ene tiltalte, der skulle vise sig at blive fuldstændig frifundet i sagen. Sagen udsprang af et forhold den sommer i 2025, hvor politiet på en adresse havde fundet et større setup bestående af knap 60 cannabisplanter, væksttelte samt ca. 230 gram marihuana. Det samlede potentielle udbytte af planterne blev under sagen vurderet til mindst 1.539 gram, hvilket anklagemyndigheden gjorde gældende var bestemt til videreoverdragelse. Anklagemyndigheden byggede synspunktet om videreoverdragelse på, at der blev fundet poser med mærkater på indeholdende marihuana. Det var således anklagemyndighedens synspunkt, at det var salgsposer.

Den ene tiltalte erkendte delvist forholdet, idet pågældende forklarede, at vedkommende havde dyrket planterne med henblik på eget forbrug. Denne tiltalte bestred derimod, at der var tale om videreoverdragelse. Den anden tiltalte, som jeg var forsvarer for, nægtede sig skyldig i det hele.

Under bevisførelsen blev det blandt andet tillagt betydning, at det ikke var dokumenteret, at det beslaglagte, marihuanaen, havde et indhold af THC over 0,2 procent. Retten frifandt derfor den første tiltalte, som jo egentlig havde erkendt sig skyldig, for denne del af tiltalen. Min klient blev i det hele frifundet, både for cannabisplanterne og for marihuanaen. Dommen blev ikke anket af anklagemyndigheden til landsretten og er således endelig.

Den 11. juni 2025 var jeg forsvarer i en sag ved Retten i Randers, hvor to tiltalte blev frifundet for besiddelse med henblik på videreoverdragelse af 1616 gram skunk, idet retten lagde vægt på, at der ikke forelå retskemisk dokumentation for, at THC‑indholdet oversteg 0,2 %.

Retten fastholdt her, efter min opfattelse korrekt, at det påhviler anklagemyndigheden at bevise, at stoffet falder inden for bekendtgørelsens anvendelsesområde. De to havde selv dyrket skunken, men på tidspunktet, hvor det blev beslaglagt af politiet, var cannabisplanterne blevet høstet og altså dermed blevet til droger. Dermed var cannabissen blevet omfattet af § 1, stk. 3, nr. 7 i bekendtgørelsen om euforiserende stoffer. Det afgørende bevistema, som jeg først procederede på under selve hovedforhandlingen, blev således, om indholdet var over eller under 0,2 % THC. Da ingen retskemisk analyse var foretaget, fandt domsmandsretten ikke, at anklagemyndigheden havde løftet sin bevismæssige byrde.

Anklagemyndigheden ankede sagen, som nu verserer ved Vestre Landsret. Man har naturligvis nu indhentet en retskemisk undersøgelse af skunken, der viser et THC-indhold over grænseværdien. Ankesagen må herefter formodes at komme til at centrere sig om betydningen af, at skunken blev beslaglagt i januar 2023 og først er undersøgt i sommeren 2025. Altså omtrent 2½ år efter. Jeg skal da gerne allerede nu afsløre, at det vil være mit synspunkt under proceduren i sagen.

Nyere retspraksis hvor der sker domfældelse

I en dom afsagt den 5. marts 2026 af Retten i Viborg fastslog retten, at en beslaglagt klump hash på 4,8 gram ikke var en droge, og dømte således tiltalte for forholdet. Denne præmis forekommer fejlagtig. Hash er et botanisk og farmakologisk forarbejdet planteprodukt, bestående af harpiks fra cannabisplanten. Det er således en droge. Det, der herefter er spørgsmålet, er, om hashen på beslaglæggelsestidspunktet havde et THC-indhold på 0,2 % THC eller derunder. Dommen er anket af tiltalte, som har bedt mig om at føre sagen for landsretten.

Retten i Randers har i en dom af 10. februar 2026 taget stilling til spørgsmålet om besiddelse af cannabis i en sag, hvor tiltalte bestred, at der forelå strafbar besiddelse. Politiet fandt ved en ransagning i november 2025 godt 40 gram hash og knap 50 gram skunk.

Den tiltalte erkendte at være i besiddelse af stofferne, men gjorde gældende, at der ikke forelå tilstrækkelig dokumentation for, at cannabisprodukterne indeholdt et THC-indhold over den lovlige grænse på 0,2 %. Retten lagde vægt på, at tiltalte ikke forud for retssagen havde bestridt, at der var tale om hash og skunk. Endvidere havde tiltalte ikke ønsket at afgive forklaring om stofferne under sagen. På den baggrund fandt retten det bevist, at der var tale om ulovlig besiddelse af euforiserende stoffer, uanset indsigelsen om THC-indholdet.

Domstolen tilsidesatte dermed forsvarets synspunkt om, at anklagemyndigheden skulle føre særskilt bevis for THC-indholdet i de konkrete cannabisprodukter. Da jeg selvsagt er uenig i, at det forhold, at tiltalte ikke ønsker at udtale sig om THC-indholdet, kan føre til, at det lægges til grund, at THC-indholdet overstiger 0,2 %, er sagen anket til landsretten, hvor den verserer.

Konklusion

Af det ovenfor anførte står det klart, at sager om cannabis rejser bevisretlige spørgsmål, som rækker noget ud over den traditionelle vurdering af besiddelse og videreoverdragelse. Når det følger af bekendtgørelsen om euforiserende stoffer, at cannabisprodukter alene er ulovlige, hvis THC-indholdet overstiger 0,2 %, er dette ikke en formalitet. Det er et selvstændigt og afgørende bevistema, som anklagemyndigheden skal løfte ud over enhver rimelig tvivl.

Den praksis, hvorefter cannabis opbevares under ukontrollerede forhold i længere perioder forud for eventuel analyse, underminerer i realiteten muligheden for at fastlægge THC-indholdet på beslaglæggelsestidspunktet. Dette skaber en væsentlig bevisusikkerhed, som i overensstemmelse med grundlæggende strafferetlige principper, herunder princippet om in dubio pro reo, ofte må formodes at komme tiltalte til gode.

For forsvarsadvokaten indebærer dette, at fokus i disse sager bør flyttes. Det er ikke tilstrækkeligt ukritisk at acceptere anklagemyndighedens præmisser for bevisførelsen. I stedet bør forsvareren mere eller mindre konsekvent rejse indsigelse om manglende dokumentation for THC-indholdet på beslaglæggelsestidspunktet, stille spørgsmålstegn ved opbevaringsforholdenes betydning for analysekvaliteten og ofte anfægte, at sagen kan føre til domfældelse på et forsvarligt bevismæssigt grundlag rent naturvidenskabeligt.

Cannabissager kræver en aktiv og vidensbaseret forsvarsstrategi, hvor naturvidenskabelige forhold og traditionelle bevisretlige principper indenfor strafferetten tænkes sammen.