Cocktails i sommervarmen! – nye regler for nye bilister

Af advokat Lasse Hummelhof Frandsen

Cocktails i sommervarmen! nye regler for nye bilister

Spiritus og spritny bil går ikke sammen – ny lov rammer førstegangsbilister

Der er nyt fra lovgivningsfronten – og denne gang påvirker det dem med nyvasket kørekort og duftfrisk bil. Fra 1. juli 2025 gælder der nemlig en ny promillegrænse for førstegangserhververe af kørekort til almindelig bil (kategori B). Grænsen er 0,2 promille. Altså nærmest ikke meget mere end dampene fra en romkugle.

Den nye regel gælder i de første tre år fra den dag, man har erhvervet sit kørekort. Med andre ord: Er du ny bilist, skal du holde dig helt fra alkohol, når du sætter dig bag rattet – i hvert fald de første tre år.

Statistik: nye bilister har en højere risiko for uheld

Folketinget har besluttet, at nye bilister skal være ekstra varsomme med at blande bilkørsel og alkohol. Det er ikke fordi man mistænker dem for at være mere tørstige end gennemsnittet, men fordi statistikken viser, at nye bilister har en højere risiko for uheld – og alkohol hjælper ikke ligefrem på reaktionsevnen. Så nu gælder der en slags “spirituskarantæne” de første tre år efter man har fået sit kørekort 

Hvad siger loven?

Den nye § 53, stk. 2 i færdselsloven slår fast, at hvis man som ny bilist har en alkoholkoncentration i blodet over 0,20 promille (eller 0,10 mg/l i udåndingsluften), så er det spirituskørsel – og det kan give bøde, kørselsforbud og i værste fald fængsel, afhængigt af promillens størrelse og gentagelsestilfælde. 

Du kan læse mere om de nye regler og strafferne på Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside

Hvad med resten af verden?

Du kan samtidigt læse mere om promillegrænserne i Europa, herunder hvilke lande der har særlige regler for nye bilister, på European Transport Safety Councils hjemmeside

Alle bilister skal altså være varsomme med at blande bilkørsel og alkohol – men nye bilister skal altså nu være ekstra varsomme. Det er ikke længere bare sund fornuft – det er nu også lov.

juli 2025

Læs vores andre indslag