Når skunken ikke skummer over – og retten siger ‘frifundet!’

Når politiet glemmer THC-testen – og dommeren kræver mere end bare grønne planter og gode gætterier.

Af advokat Lasse Hummelhof Frandsen

I en sag, der kunne have været skrevet af manuskriptforfatterne bag en dansk version af ‘Breaking Bad’, blev to yngre mænd tiltalt for at have været i besiddelse af godt 1,6 kg skunk med henblik på videreoverdragelse. Det hele begyndte med en biljagt gennem Randers, hvor politiet forsøgte at standse en bil fyldt med grønne overraskelser og endte med en ransagning af en lejlighed med et komplet skunkanlæg.

Men som det ofte er i juraens verden, er det ikke mængden, men indholdet, der tæller. Og her manglede én vigtig ting: en retskemisk erklæring, der kunne bevise, at skunken havde et THC-indhold over 0,2 %. Uden den erklæring kunne Retten i Randers ikke fastslå, at der var tale om euforiserende stoffer i lovens forstand – og dermed blev begge tiltalte frifundet for narkotikaforholdene.

Jeg repræsenterede den ene af de tiltalte, hvori Retten i Randers afsagde dom den 11. juni 2025.

Hvornår er cannabisprodukter egentlig ulovlige?

Ifølge bekendtgørelsen om euforiserende stoffer er det ikke nok, at noget lugter af hash – det er indholdet af THC der er afgørende for om noget henregnes til euforiserende stoffer. Af bekendtgørelse om euforiserende stoffer kan udledes:

– Cannabis (skunk, hash, marihuana) er opført på liste B som stof nr. 59 og er som udgangspunkt ulovligt at besidde, dyrke eller overdrage.

– Undtagelsen: Hvis produktet har et THC-indhold på højst 0,2 %, er det ikke ulovligt hvis der er tale om droger (dvs. tørret eller forarbejdet del) af Cannabisplanten. Dette fremgår af   bekendtgørelsens § 1, stk. 3, nr. 7.

– Dyrkning af cannabis kan tillades af Lægemiddelstyrelsen, men kun under strenge betingelser jf. § 4 og § 16.

Dommens konklusion

Retten i Randers har med dommen fastslået, at selv i sager med forholdsvis store mængder cannabis er det ikke nok at sige ‘det ligner skunk’ – det skal bevises, at det er euforiserende i et sådanne omfang at THC-indholdet overstiger 0,2%. 

Så næste gang nogen spørger, om hash, skunk og marihuana er lovligt i Danmark, er svaret: ”Det kommer an på THC-procenten!”

Det bemærkes, at det kun er døde dele af cannabisplanten der er omfattet af ovenstående undtagelse. Man må altså ikke, uden tilladelse, dyrke cannabis uanset om THC-indholdet måtte være under 0,2 %. Dog er frugter af hampeplanten (hampefrø) og hampetaver i isoleret tilstand undtaget fra forbuddet. 

Statsadvokaten har anket den frifindende dom i sagen. 

juli 2025

Læs vores andre indslag